Auf, hebe die funkelnde Schale empor zum Mund, Und trinke beim Freudenmahle dein Herz gesund.

Und wenn du sie hebst, so winke mir heimlich zu, Dann lächle ich und dann trinke ich still wie du...

Und still gleich mir betrachte um uns das Heer Der trunknen Schwätzer – verachte sie nicht zu sehr.

Nein, hebe die blinkende Schale, gefüllt mit Wein, Und laß beim lärmenden Mahle sie glücklich sein.

Doch hast du das Mahl genossen, den Durst gestillt, Dann verlasse der lauten Genossen festfreudiges Bild,

Und wandle hinaus in den Garten zum Rosenstrauch, Dort will ich dich dann erwarten nach altem Brauch,

Und will an die Brust dir sinken, eh du's gehofft, Und deine Küsse trinken, wie ehmals oft,

Und flechten in deine Haare der Rose Pracht. O komm, du wunderbare, ersehnte Nacht!

Op! Hæv den funklende pokal op til munden, og drik i fryd til jeres hjerters sundhed!

Og når du hæver det, så giv mig et hemmeligt tegn, så vil jeg smile og drikke så stille som du ...

Og stille som mig, kig på horderne af fulde sladderhanke — bebrejd dem ikke for meget.

Nej, hæv den glitrende pokal, fyldt med vin, og lad dem med det larmende måltid være lykkelige.

Men har du fået nok af måltidet, slukket din tørst, så forlad den larmende forsamling,

Og kom ud i haven til rosenbusken,— Der vil jeg vente på dig, som jeg altid har gjort.

Og jeg vil synke ned i dit bryst, før du end du kan håbe, og drikke dine kys, så ofte som før,

Og i dit hår flette rosenpragt — Åh! Kom, du vidunderlige, længslede nat!